En speciel oplevelse kan man kalde det. Jule- og nytårsaften i 35 grader og høj sol er nok ikke noget jeg glemmer :-) Men til gengæld har det også været den tid hvor jeg har savnet Danmark mest.. Har ikke rigtig haft hjemve, men lige juleaften må jeg indrømme, at jeg savnede Danmark. Der er noget over julen i Danmark, og så kan man jo ikke lade være med at savne sin familie sådan en aften.

Dog har det været rigtig specielt at holde jul i El Salvador. Hele december var der ikke rigtig julestemning, indtil min familie gik amok de sidste dage op til jul. Julelys med tilhørende mekanisk julesang, Jesus-krybbe, juletræ og julepynt! Det hjalp uden tvivl på julestemningen, selvom det stadig føltes lidt mærkeligt.. Jeg gik straks i gang med at sætte mine julenisser op – mine forældre havde været så søde at sende mig julenisser og juleklip :-) Og der sneg sig også en lille chokoladejulekalender med…. Jaja, lidt barn er man vel altid!

Men juleaften var rigtig anderledes og det fik mig til at holde endnu mere af den danske jul. Selvom julen betyder meget for dem her, så er det på en anden måde. Men fik jeg lov til at lave brunede kartofler og lidt juleslik, så vi sad rundt om bordet – samlet for første gang – mens vi spiste dansk juleguf! Derudover havde jeg købt lidt fællesgaver til min familie, som de blev meget rørt over.. Det var første gang de havde fået julegaver. Specielt min værtsmor var meget rørt og sagde rigtig mange søde ting til mig. Så lidt familiekærlighed og hygge var der den aften. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig vil bytte en dansk jul for noget andet – hyggen, kærligheden, maden og traditionerne savnede jeg!

Nytårsaften lignede ret meget et dansk nytår, men Eva (den anden volontør) og jeg kæmpede også hårdt for det! Vi stod op kl. 11 (salvadoransk tid) for at se Dronningens Nytårstale, havde købt champagne og var klar med nytårstøj.

En af vores venners søster kom sammen med sin mand, og hun lavede den lækreste mad til os! Kæmperejer, kød, ris og grøntsager. Bestemt ikke noget man brokker sig over! Derudover havde vi købt en god vin, som blev delt over maden.. Eller, som Eva og jeg delte… vups.
Efter aftensmaden drak vi lidt øl og Eva gik i gang med at tilberede aftenens højdepunkt – Irish Coffee! Tro det eller ej, jeg sad i El Salvador, i 20 graders varme, og drak Irish Coffee. Drikken blev taget godt imod af alle, men hvem kan også sige nej til kaffe og alkohol sammen? Så fik vi drukket en masse Irish Coffee, en masse øl og kl. 00.00 blev der selvfølgelig poppet champagne ;-)

Nytårsaften blev fejret med manér, bestemt en hyggelig aften. 1. januar var som altid en dølle-dag, men det skal der jo også være plads til. Jeg kom hvert fald godt ind i det nye år, det samme håber jeg for jer!

Billederne er allerede i det forrige indlæg, men I får dem lige en gang til :-) Dog må I vente med nytårsbilleder!

Mange knus!

 

This slideshow requires JavaScript.

Min salvadoranske familie

Posted: januar 12, 2012 in Uncategorized

4 måneder har jeg nu tilbragt hos min salvadoransk familie, så nu er det vidst også på tide at fortælle lidt om dem. Jeg er havnet hos en håndfuld fantastiske mennesker, der på en beundrende måde har taget mig ind i deres liv.

Jeg bor officielt med 3 mennesker; min værtsmor, værtsfar og en af deres døtre. Dog bor faren i “det nye hus”, som han er ved at bygge til en af deres sønner.

Alicia

Min værtsmor på 52 år. Hun arbejder for COMUS, meget blandet arbejde. I øjeblikket er hun i en workshop for handikappede unge (størstedelen døv-stumme). Derudover er hun også den der står for at være “sygeplejerske” – under krigen fungerede hun som sygeplejerske, så er hun den folk kommer til, hvis de skal have injektioner m.m.

Hun er en traditionel salvadoransk kvinde og mor – traditionelt mad, rengøring og tøjvask! Hun er altid opmærksom på mit helbred, om jeg er sulten, om jeg skal have vasket tøj og vigtigst af alt – om jeg har snakket med min mor! Hun er en helt fantastisk kvinde med humor og en barnlig side, så jeg keder mig bestemt ikke, når vi bruger tid sammen.

Armando

Min værtsfar og Alicias mand. Han er knap 60 år, og har været gift med Alicia i 32 år. Han passer deres majs- og bønnemarker, men er i øjeblikket optaget af at bygge hus til deres søn, der bor i USA, men flytter tilbage til El Salvador. Han bor pt. i dette hus, men kommer til tider for at besøge os og Alicias mad!
En glad mand med humor, dog forstår jeg ikke altid hvad han siger, da han mumler fantastisk meget! Men det får vi meget sjov ud af :-)

Emmanuel

Deres ældste søn, som bor i en anden by. Jeg har aldrig set ham, da han ikke besøger dem. Dog har vi her til nytår haft fornøjelse af besøg af hans 2-årige søn!

Rubia

Rubia og Lydia

Alicias ældste datter på 35 år, som bor en spytklat fra Alicias hus. Hun har 4 søde børn – Lydia på 16, Blanca på 13, Noe på 10 og Daniella på 5. De besøger tit Alicia om aftenen, både for at sladre, spise og se de sædvanlige serier. Rubia er den jeg svinger bedst med af børnene, fuld af humor og er meget interesseret i at høre om mit liv og mit land – og ikke mindst lære alle de slemme ord på dansk! Og så kom hun med en glædelig overraskelse – der venter sig endnu et barn, som gerne skulle komme til april :-) Så skønt!

Roberto

Alicia og Armando har en søn, der er flyttet til USA med sin kone. Han har fået arbejde i USA, men vender tilbage til El Salvador om ca. 2 år.. Ligesom mange andre salvadoranere er han taget til USA for at forsørge sin familie og spare penge op, for derefter at vende tilbage til El Salvador.

Eulise

Deres eneste søn, som bor her i El Palmo – lige ved siden af det hus faderen bygger til den anden bror. Hans hus er blevet bygget imens jeg har været her, så han er for nylig flyttet ind med sin kone og deres fantastiske søn. Eulise kører mig til tider hjem på sin motorcykel, og nogle gange kommer han og hans søn for at besøge Alicia – helt fantastisk er hans lille søn, en lille dreng fuld af ballade!

Virginia Isabel (“Isa”)

Isa er det eneste hjemmeboende barn. Hun er 24 år og er lige blevet uddannet sygeplejerske. I starten boede hun i samme by som hendes studie og var kun hjemme i weekenderne, men er nu flyttet hjem, da hun har fået arbejde på sygehuset i den nærmeste storby. Hun sørger altid for musik og hygge.. Og så sørger hun for at holde min pigede side ved lige – shopping, neglelak og sladder!

Milagro (“Mila”)

Mila er den yngste datter, 22 år gammel. Hun er gift og bor i “centrum” med sin mand og svigermor. Hun er hjemmegående husmor, men vil gerne være politimand. Hendes mand, Milton, arbejder på rådhuset. Hans mor bor i huset med dem, hvilket er ret normalt her. Jeg bruger noget af min tid hos Mila, da jeg spiser frokost med hende og Eva boede der førhen.

Derudover er der Luisa, som er Armandors datter.. Men det er lidt kompliceret og Luisa bor et stykke væk herfra. Eva er flyttet ud til Luisa og hendes familie, som er helt fantastisk!

Men min familie består af mange børn, mange børnebørn og mange venner til Alicia. Her kommer tit nogen forbi, så der altid nok at snakke med. Ellers bruger vi vores tid på at se TV, drikke kaffe og snakke om alt og intet. Jeg er endt hos en rigtig dejlig kvinde, som virkelig tager sig af mig! Jeg håber beskrivelserne er kommet alle til gode, da det er nogle dejlige mennesker jeg omringet af.

Til gengæld ved jeg ikke hvordan jeg skal beskrive mit hus, da det er.. Meget anderledes end mit hus derhjemme :-) Jeg har egentlig lavet en video, men da nettet og jeg ikke altid arbejder helt sammen, må I nøjes med billeder – ligger nederst.

Men jeg håber I har fået et lille indblik i hvem jeg er endt hos – nogle dejlige mennesker! Jeg er rigtig glad for at være her, men savner også min familie i DK :-) Dog kan jeg glæde mig til at se dem lidt før alle andre, da de har besluttet at besøge mig til februar! Jeg glæder mig helt vildt, det er så fedt at kunne vise dem hvor jeg har været det sidste halve år :-D

 

This slideshow requires JavaScript.

Hovedgaden

Jeg er nu ankommet til mit hjem de næste 5 måneder – El Palmo, San Francisco Javier, Usulútan. Her er meget anderledes end Suchitoto, men på en meget charmerende måde. Det ligger omkring 2,5 timer fra San Salvador og en god halv time fra nærmeste storby.

Jeg bor i et område af San Francisco Javier, der hedder El Palmo. Indtil videre virker her rigtig hyggeligt og jeg har på fornemmelsen, at det er et forholdsvis trygt område.
Kvinden jeg bor hos er i samme organisation som jeg, COMUS. Hendes mand bor her også, og i weekenderne bor en af hendes døtre her. Selvom vi kun bor 3 personer her, er der altid fyldt i huset med familie og venner, hvilket er rigtig hyggeligt. Min familie er rigtig sød, tager sig godt af mig og fodrer mig godt op! Det største problem er sprogbarrieren – sproget er meget anderledes her end Suchitoto og det spansk, jeg har lært i Danmark. Vi klarer os med fagter, misforståelse og mit gebrokken spansk – men det kommer vel!
.. og så må jeg indrømme, at jeg foretrækker at leve uden kakerlakker og edderkopper.

De sidste par dage er gået med introduktion og planlægning af den første uge. Vi starter med at blive vist lidt rundt og deltage i nogle forskellige ting. Mandag startede vi ved organisationen, hvor vi deltog i et møde mellem nogle af de ansatte i COMUS.  Det haltede en smule med at forstå det hele, men vi fik en fornemmelse af hvordan det foregår her. Derudover har vi bl.a. overværet en forsamling for folk i et landsbysamfund, hvor der blev diskuteret forskellige emner. Det foregik i et lille skur ude midt i ingenting….


Mødet foregik på spansk, så da vi faldt helt fra begyndte vi at lege med de børn, som var med deres mødre. De var meget interesserede i Evas kamera og ikke så  meget i at lære vores lege..

Det var interessant at følge deres måde at afholde et møde på, og se hvordan COMUS arbejder i de forskellige områder.

Igår brugte vi dagen sammen med de unge med specielle behov, hvilket var rigtig sjovt. De arbejder et sted der hedder Taller de Amaca – en workshop, hvor de laver hængekøjer (amacas) og smykker! Vi brugte dagen på at flette armbånd, underholde de unge og på at lære tegnsprog, da flere af dem er døv-stumme. Vi forsøger alle sammen at forstå hinanden gennem fagter og lidt tegnsprog, og faktisk går det bedre med at kommunikere end på spansk! Haha :-) Det er nogle fantastiske unge mennesker med nogle utrolige historier..

Gustavo y yo

4 uger er gået..

Posted: september 23, 2011 in Uncategorized

..siden jeg forlod Danmark. Meget er sket og jeg undskylder de manglende opdateringer!

Jeg har tilbragt de sidste 4 uger i Suchitoto, som er en rigtig dejlig by. Her er utrolig smukt og charmerende, og lokalbefolkningen er imødekommende og meget interesseret i at snakke med os! Selvom folk her er utrolig venlige, så har de en helt anden mentalitet end jeg er vant til. Det er spændende at opleve, men bestemt også noget man skal vænne sig til!

Tiden i Suchitoto går med spanskundervisning, forberedelse til vores videre rejse og diverse ture til forskellige steder i El Salvador.

Jeg har oplevet ufattelig mange ting, alt fra kæmpe kaos i San Salvador (hovedstaden), smukke surfestrande og fest til små landsbyer, hvor familierne hverken har elektricitet eller rent vand. El Salvador har alt fra ekstremt rige til ekstremt fattige, her er så voldsomme kontraster. Her er både fantastisk smukt og på samme tid utrolig tragisk..  El Salvador er virkelig alt i en.

I stedet for at skrive flere sider om mine oplevelser, kan I få en lille billedserie over mit ophold i Suchitoto. Jeg rejser videre til min placering i San Francisco Javier på søndag, hvor jeg bliver præsenteret for min familie og hvad jeg skal arbejde med. Så hermed også et løfte om flere opdateringer fremover :-)

Louise i Latinamerika

Posted: juli 28, 2011 in Uncategorized

.. nærmere betegnet El Salvador.

Jeg rejser til El Salvador i 6 måneder for at arbejde som volontør for Mellemfolkeligt Samvirke. Rejsen begynder d. 28/08 2011 og slutter først til februar 2012 – det bliver fedt!

Lige nu sidder jeg i København og er på grundkursus, som skal forberede os (mig og de andre volontører) på rejsen og vores ophold. Det begynder lige så stille at gå op for en, at man rejser om præcis en måned..

Jeg vil løbende opdatere bloggen omkring mit ophold og selvfølgelig en masse billeder!